Om mig

Jeg flyttede til Lyngby-Taarbæk kommune, da jeg var 6 år gammel, og samme år startede jeg i skole i Lyngby. I 1990 flyttede min familie til Toscana. Her boede vi i 2 år, før vi vendte snuderne tilbage mod Lyngby. Jeg fuldførte skolen og gymnasiet, mens jeg boede i kommunen. Herefter flyttede jeg til København for at være tættere på mit studie. 

Efter at have fået børn, trak den smukke natur, de grønne omgivelser og det hyggelige handelsliv dog så meget, at vi alle flyttede tilbage i januar 2014.

Jeg er nu 37 år. I 2006 blev jeg gift med Torbjørn og sammen fik vi vores første barn, Augustus, i 2008. Sidenhen fik vi Cornelius, som kom til verden i 2015.

Mit arbejdsliv har været præget af stor mangfoldighed, da jeg både har været selvstændig erhvervsdrivende, konsulent, direktør og nu arbejder for Berlingske Media som Produktchef.
Den baggrund vil jeg bruge i mit politiske arbejde. 

Jeg vil arbejde for at samarbejde mere på tværs og optimere, hvor det giver mest mening. Med omsorg og nærvær for øje vil jeg arbejde for at gøre livet nemmere for børnefamilier i LTK og give børn og unge de bedste muligheder og tilbud, der kan opdrives. Jeg vil bevare vores smukke grønne områder og natur. 

Mit hjerte brænder for børn, unge, sport/motion og miljøet. Jeg er meget engageret i alt hvad der har med mennesker at gøre. Det afspejler sig ofte i, hvad jeg bruger min energi på. Jeg er blandt andet frivillig i Operation Julegaveregn på 5. år, fundraiser for Lyngby Boldklub af 1921, tovholder på forældreordninger i min yngste søns vuggestue, og jeg har været medlem af bestyrelsen på min ældste søns skole og i Lyngby Boldklub af 1921.

I min fritid er jeg så meget sammen med mine børn som muligt samtidig med, at jeg er aktiv roer i Lyngby Dameroklub, spiller fodbold sammen med nogle dejlige kvinder i Lyngby Boldklub, nyder at gå ture med min hund Amalie, og endelig går jeg ikke af vejen for en løbetur i ny og næ.
Derudover er jeg ofte at finde ved børneboden på stadion, når der spilles Superliga kampe. Alle i familien er store fans af vores Superliga hold.